Tamar Guimarães' (f. 1970) nye diasprojektion Jan Leton and the Archive fortæller i lyd og billede historien om den dansk-vestindiske slave Leton, som levede i Skagen i begyndelsen af 1800-tallet. Leton blev af en amerikansk kaptajn foræret som gave til byfoged Ole C. Lund, som han tjente frem til sin død i 1827.
Ud fra et meget sparsomt officielt arkivmateriale om Letons liv kortlægger Guimarães i sit værk, hvordan karakter- og levnedsbeskrivelsen af Leton har vandret og forvandlet sig gennem 130 års skrevne kilder. Jan Leton and the Archive indeholder desuden en billedserie fra en egnsteateropførelse i 1989, der handler om Letons liv i Skagen.
Med værket skaber Guimarães en visuel fortælling om en særlig undertrykkelse og kollektiv glemsel i forbindelse med den danske involvering i den transatlantiske slavehandel, samt ikke mindst om de magtrelationer, der udspiller sig i koloniale miljøer.
Nanna Debois Buhls (f. 1975) nye videoinstallation Postkort - Tivoli behandler ligeledes aspekter af den nordiske kolonialisme. Projektet tager udgangspunkt i Københavns legendariske forlystelsespark Tivoli og ideen om "det orientalske", sådan som det blev forstået inden for rammerne af det 19. århundredes nationale iscenesættelse og selvforståelse. Værket berører, hvordan arkitekturen i Tivoli i slutningen af 1800-tallet var en dansk version af en orientalsk bølge, som udgik fra flere europæiske hovedstæder, særligt fra London og Paris. Tivoli viste i denne periode også en række karakteristiske folkekaravaner og koloniudstillinger. Mens den "orientalske" arkitektur stadig den dag i dag er at spore i forlystelseshaven, er sporene fra den danske kolonitid langt mindre synlige.
Billedsiden består af 16mm filmoptagelser fra Tivoli komponeret som postkort, hvor mennesker bevæger sig ind og ud af rammen. Lydsiden er en montage af interviews og arkivmateriale, der berører Tivolis koloniudstillinger, dets arkitekturhistorie, samt refleksioner over underholdning og orientalisme.
Endelig vises de to kunstneres fællesprojekt Det smukkeste sted, en kortfilm konstrueret som en række tableauer, hvor grupper af mennesker dels reciterer fragmenter fra et dansk sprogkursus, dels fremsiger forskellige sekvenser af nationalromantiske folkeviser. Værket peger på et ønske om - og en nostalgisk længsel efter - en national og kulturel egenart og oprindelse, hvor det at tilegne sig lokalsproget bliver en garant for opretholdelsen af en (national) identitetsdannelse.
Med Thinking Aloud tager Tamar Guimarães og Nanna Debois Buhl kritisk stilling til og reflekterer over de ideologimæssige og samfundsbetingede aspekter af historieskrivning. For de to kunstnere bliver sandheden om det historiske materiale udelukkende afhængig af det blik, der kastes på det.
Torsdag den 23. november 2006 kl. 20 vil Tamar Guimarães og kunstneren Jee Eun Kim lede en åben læsegruppe Reading Aloud, der med fokus på udvalgte tekster vil sætte udstillingen og kunstnernes særlige arbejdsmetode i perspektiv. Teksterne kan rekvireres ved henvendelse til Overgaden. Alle er velkomne.
Udstillingen er realiseret med støtte fra Kunstrådet og NIFCA.
Nanna Debois Buhl (f. 1975, DK) har i 2006 udstillet på gruppeudstillingerne 700% plus, KBH KUNSTHAL_Centenniale, KBH Kunsthal, København; Regarding Others, Momentum 2006, Moss Bryggeri Utstillingshall, Norge og på Exit 06, Kunstforeningen Gl. Strand, København. Nanna Debois Buhl skal i nærmeste fremtid udstille på Swiss Institute, New York, Galleri Box, Göteborg og Galleri Charlotte Fogh Contemporary, Århus.
Tamar Guimarães (f. 1970, BRA) deltog i 2006 blandt andet i Rethinking Nordic Colonialism. A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts, ION Film Festival, Venedi samt Hetero Utopia: Mapping the Urban Terrain, Soemardja Gallery - ITB, Bandung, Indonesien.
Tamar Guimarães og Rethinking Nordic Colonialism
For mere information kontakt Solveig Lindeskov Andersen +45 3257-7273 sla@overgaden.org

