Installationsfoto. Foto: Anders Sune Berg
01/19
Deltagende kunstnere: Kristina Ask, Jens Haaning, Jens Hultquist, Huskegruppen (Peter Brandt og Tomas Lagermand Lundme), Frans Jacobi, Tanja Rau & Olof Olsson, Lars Rank, Ursula Reuter Christiansen og Mette Winckelmann. Udstillingen er kurateret af Kristina Ask og Tomas Lagermand Lundme.
Mange danskeres forestilling om Kina er stykket sammen af indtryk fra f.eks. kinesiske butikkers billige varer, Kinas position i forhold til miljø, demokrati og menneskerettigheder, billederne af massakren på Den Himmelske Freds Plads, børneværelsernes rispapirslamper, maoskoene fra Irma, tv-transmissionerne fra OL i Beijing og bambusskuddene i take-away-menuen. Gruppeudstillingen Kina Butik. Undtagelsestilstand er en diskussion af Kina som kulturelt fænomen og politisk stormagt udlagt af en række danske kunstnere ud fra et dagligdags synspunkt.
Udstillingen tager form som en butik, en handelsgade og et torv, hvor der gennem hele udstillingsperioden vil være kinesiske krisearrangementer, såkaldte Forsamlinger. Det vil være en dynamisk udstilling, der vil ændre karakter i løbet af udstillingsperioden. Forsamlingerne byder på et rigt program med bla. performances, te-saloner, foredrag og debatter, salg af krisekrukker og nudelsuppekøkken. Arrangementerne er derfor, som altid i Overgaden, en integreret del af udstillingen og fungerer både som værker og som en udstillingsformidling, der skal ses, høres, smages, mærkes, erindres og tænkes.
Kuratorerne – billedkunstnerne Tomas Lagermand Lundme og Kristina Ask – ønsker at sætte fokus på begrebet undtagelsestilstand som en krisesituation, hvor en normal tilstand sættes ud af kraft og en ny situation opstår. Med udgangspunkt i både 20-året for massakren på den Himmelske Freds Plads i 1989 undersøges krisesituationen som både en fare og en mulighed.
Download udstillingsfolder her
For mere information kontakt Solveig Lindeskov Andersen +45 3257-7273 sla@overgaden.org