Tidligere
Tora Schultz: Bitch on Wheels
18 nov. 2022 – 28 jan. 2023

På denne side:

Med en legende og materialemæssig præcision omarbejder Tora Schultz velkendte og standardiserede hverdagsobjekter, der er direkte produkter af vor tids standardiseringer og angiveligt utvetydige fortællinger, til minimalistiske skulpturer. Herigennem arbejder Schultz med at synliggøre de iboende strukturelle skævheder og uhensigtsmæssige magtstrukturer, der gemmer sig i meget af samfundets design. 

Til udstillingen Bitch on Wheels har Tora Schultz skabt en række nye, skulpturelle værker, der spænder fra bilindustriens polerede flader til møbelindustriens formspændte træ. Kunstnerens materialer inkluderer en testdukke, et æble, bælter, private interiører og offentlige gadehegn. På tværs af dette spektrum er et væsentligt fixpunkt det frosne eller bevægelsesløse moment: den fastspændte kollisionsdukke, træ tvunget ind i statiske former, den bundne torso eller, i metaforisk, forstand, stereotypernes uendelige fastlåshed.

På et formelt plan piller Schultz de elementer som møblerer og styrer vores samfund fra hinanden – både i konkret og symbolsk forstand. Én af udstillingens værkserier anvender den svenske designer Bruno Mathssons populære, modernistiske designklassiker: EVA-stolen. Schultz har strippet sædet for sin hørgjord, så stolens nøgne skelet står tilbage, mens dens armlæn er blevet krydset. Andre stole har fået sikkerhedssele eller sko på. En anden serie, formgivet i galvaniseret stål, refererer til det almindelige trafikhegn, men ved at tilføje enkelte kurvede linjer, får Schultz pludselig formen til at ligne sengegærdet på en dobbeltseng.

En tilbagevendende figur i Schultz’ nye værker er ur-kvinden Eva. Ved siden af Mathssons EVA-stol, er en anden ”Eva” den endnu ubrugte prototype-testdukke, EvaRID, som helt konkret er verdens første kvindelige testdukke, skabt af en svensk forsker for at sikre, at bilsikkerhed ikke kun gælder en standardiseret mandlig krop. Samlet set skaber udstillingens mange sammensatte materialer på humoristisk vis et modsvar til den stereotype profilering af stærke kvinder som temperamentsfulde og uregerlige, såkaldte: “bitches on wheels”.

Film af Christian Brems

Tora Schultz (f. 1991, DK) er uddannet fra Kungliga Konsthögskolan i Stockholm (2021). Hun har i løbet af det seneste år udstillet på Bizarro, Den Frie og Palace Enterprice (København), Le Bicolore (Paris) og SKF/Konstnärshuset, Issues, and Tre Kronor (Stockholm). I 2022 modtog Schultz Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris. Bitch on Wheels er kunstnerens første, store institutionelle soloudstilling og er kulminationen på Schultz deltagelse i O–Overgadens 1-årige program INTRO.

INTRO-programmet er realiseret med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Udstillingen er yderligere støttet af Statens Kunstfond, Minister Erna Hamiltons Legat, Lemvigh-Müller Fonden, Beckett-Fonden og Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse.

  • Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse