Tidligere
Iselin Forslund Toubro: Et ridt mod det tomme
27 nov. 2020 – 15 maj 2021

På denne side:

Under Overgadens udviklingsprogram for unge kunstnere INTRO præsenterer Iselin Forslund Toubro sin første store soloudstilling med titlen Et ridt mod det tomme. En performativ filmisk og installatorisk fortælling om fællesskaber, idealer og bristede ambitioner, skabt i et tæt samarbejde med skuespiller Rosalinde Mynster.

Ungdommens formative fællesskaber, rendyrkede idealer og bristede ambitioner udgør de centrale emner i den danske kunstner Iselin Forslund Toubros første store soloudstilling med titlen Et ridt mod det tomme. Udstillingen er en filmisk, performativ og installatorisk fortælling, skabt i tæt samarbejde med skuespiller Rosalinde Mynster.

Et ridt mod det tomme er bygget op omkring den 32 minutter lange film En trup og en dans om drømme. Her undersøger Toubro gennem en teatralsk, absurd og karikeret spillestil, de relationer, roller og magthierarkier, som opstår blandt en gruppe unge venner, der sammen har skabt en biodynamisk pop-up restaurant i byen. Den homogene vennegruppe fremelsker tidens hippe, kulinariske kultur, samtidig med at de dyrker et særligt sæt dogmatiske regler for deres sammentømrede fællesskab. De er frie, uafhængige, idealistiske og eksperimenterende. Men en dag banker noget udefrakommende på og sætter deres sociale dogmer på prøve.

Iselin Forslund Toubro (f. 1990) er uddannet fra Emily Carr University of Film, Art and Design, Vancouver, Canada og Kungl. Kunsthögskolan, Stockholm, Sverige og Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra hun dimitterede i 2019. Toubro arbejder i feltet mellem kunstfilm, performance og installation – ofte i store produktioner, der inddrager både skuespillere, musikere og andre aktører. Indenfor de seneste år har hun bl.a. deltaget i udstillingerne ”A Play, A Tale”, Rundetårnet (2019), “Planning Life”, Adult Gallery (2016) og “No Games Without Rivals”, Pavillonen ved Charlottenborg Kunsthal (2016) samt screenet sine film på bl.a. CPH:DOX og Bozar Museum, Bruxelles.

Video: Christian Brems

Et ridt mod det tomme er den ene ud af to parallelle udstillinger skabt under Overgadens INTROprogram. INTRO er udviklet med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansen Fond og tilbyder et særligt og ressourcestærkt 1-årsprogram med fokus på at støtte nyuddannede unge billedkunstnere i Danmark mod en bæredygtig kunstfaglig udvikling og international udveksling. INTRO er et langsigtet udviklingsforløb, som Overgaden skræddersyr til det enkelte kunstnerskab, og som indeholder både økonomisk støtte til rejse og produktion og kunstfaglig, administrativ og teknisk rådgivning fra førende danske og internationale stemmer indenfor kunstfeltet. Det etårige forløb kulminerer i en stor soloudstilling på Overgaden.

Film-kreditering
Ide og manuskript: Iselin Forslund. Toubro og Rosalinde Mynster
Fotograf: Catherine Pattinama Coleman
Assisterende fotograf: Kristian Jørgensen
Kostumedesigner: Fransiska Forslund Toubro
Musik: Jakob Emil Lamdahl Pedersen, Adam Kjær Nielsen
Lyddesign: Emil Voxen
Tonemestre: Nina Liv Bendstrup, Emil Voxen
Produktionsleder: Kristina Thuring-Møller
Indspilningsleder: Camilla Juul.
Skuespillere: Rosalind Mynster, Ellaha Lack, Louise Bonde, Lea Gregersen, Thomas Persson, Jakob Emil Lamdahl Pedersen, Adam Kjær Nielsen, Sara Boberg, Karen-Lise Mynster.

INTRO-programmet er realiseret med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Udstillingen er yderligere støttet af Statens Kunstfond.

  • Relateret

  • Nyheder
    OPEN CALL, 5 okt. 2022

    DEADLINE 10. NOVEMBER 2022 – KL 13.00

    INTRO program, 28 jun. 2022

    Takket være uvurderlig støtte på 3,7 mio fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond får O – Overgaden nu mulighed for at fortsætte INTRO-programmets langsigtede arbejde med at styrke de helt unge kunstnerskaber