Tidligere
Lucky Motel: First Floor: Ømme Dupper
31 maj – 2 jun. 2012

I en fortravlet tid, hvor der er en tendens til at jagte de ophøjede øjeblikke, yderpunkterne og succesoplevelserne, sætter teater Lucky Motel fokus på langsomheden, sanseligheden og skønheden i den nære hverdag.

Med afsæt i Gertrude Steins lyriske klassiker Tender Buttons udgivet i 1914, som projektet har lånt sin titel fra, aktualiseres Steins undersøgelser af sprogets evne til at definere, forandre og skabe vores virkelighed i nyskabende form.

Ømme dupper er en 24 timer lang performance- og totalteateroplevelse. I løbet af tre dage udfoldes et myldrende univers med flere end 20 medvirkende, heriblandt performere og ‘hverdagseksperter’ som kogekoner, fabriksarbejdere, bogbindere og landmålere. Med sine koreografier, tableauer og installationer opmuntrer og inviterer Ømme dupper til interaktive møder mellem medvirkende og besøgende, og publikum får mulighed for at interagere, at vælge til og fra, og derved at stykke sin egen, individuelle version af performancen sammen.

Afhængig af, hvornår man kommer forbi, og hvor længe man  bliver, kan man opleve så forskellige ting som et hviskende papirhus, reparation af appelsiner, dissektion af øjne, fællesspisning, Stein-tolkning, sovende mennesker og en sjælesørgende radio-dj.

Ømme dupper er produceret af teater Lucky Motel, efter idé af instruktør Petra Berg Holbek (SE/DK), og er blevet til i samarbejde med lydkunstnerne Ane Østergaard (DK) og Olga Szymula (PL) samt scenograf Sigrid Bennike (DK). Sammen har de udviklet denne unikke oplevelse, hvor scene-, billed- og lydkunst kombineres til et hele, der skærper de besøgendes evner til at sanse og erfare deres omgivelser.