Tidligere
Medium Large
8 feb. – 19 apr. 2013

Med en gulerod har Jesper Dyrehauge møjsommeligt fyldt store, rå lærreder med prikker; trykt én efter én i sirlige rækker. Resultaterne af den gentagne bevægelse kan ses i en serie nye værker på udstillingen Medium Large.

Traditionen tro anvender en maler en pensel. For Jesper Dyrehauge er det anderledes. Dyrehauge bruger en afskåren gulerod som redskab, når han skaber sine billeder. Med rolige bevægelser prikker han langsomt guleroden fremad. De færdige billeder afspejler den gentagne arbejdsproces og bliver til uendelige variationer af rytme, flade og dybde i et minimalt udtryk.

Når Jesper Dyrehauge indleder sit arbejde foran et tomt lærred, arbejder han efter et fast regelsæt. En koncentreret arbejdsproces, hvor det enkelte tryk er i fokus, og det store billede i faser bliver glemt. Han starter med en ensom prik nederst i venstre hjørne og bygger billedet op nedefra. Undervejs opstår små fejl, mønsteret bliver ujævnt, og hvor billedet fortætter sig nogle steder, åbner det sig andre.