O – OVERGADEN SØGER KUNSTFAGLIG ADMINISTRATOR
– 50% stilling: Tidsbegrænset ansættelsesperiode fra 1. april 2026 til 31. marts 2027
– Ansøgningsfrist onsdag 4. marts 2026 kl. 12.00
– Ansættelsessamtaler afholdes i uge 11 (9.-13. marts)
– Tiltrædelse 1. april 2026 eller hurtigst derefter
– Send en ansøgning på max 2 sider samt et CV på max 3 sider
– Ansøgningen sendes til: overgaden@overgaden.org med emnet: Kunstfaglig Administrator
O – Overgaden slår en ny stilling op som kunstfaglig administrator. Vi søger en stærk koordinator, der har erfaring som tovholder og drivkraft for både kunstfaglig fundraising, rapportering og administrative opgaver såvel som publikationsarbejde, og som vil være med til at løfte O – Overgadens fremadrettede strategiske udvikling og sikre dens administration fremadrettet.
Vi søger en erfaren kunstfaglig administrator og koordinator med interesse for, hvad der sker på den danske og internationale kunst- og kulturscene, som er komfortabel med et højt arbejdstempo og et aktivt arbejdsliv med mange forskellige opgaver i samme portefølje. Som højre hånd for O – Overgadens leder vil du arbejde med at sikre og udvikle O – Overgadens overordnede fundraising i forhold til kommende års programlægning og nye strategiske satsninger, såvel som med opfølgning, rapportering og regnskab i forhold til samme. Desuden vil du arbejde med administrative opgaver, f.eks. HR/kontrakter, udleje af lokaler med mere. I denne nye in-house funktion skal du være med til sikre, at O – Overgaden, der over de sidste år er groet anseeligt både i økonomi, årsværk og kunstfaglig ambition, både sikres større administrativ stabilitet og kan udvikle sin økonomi og sit program yderligere. Desuden vil du have det administrative, redaktionelle ansvar for publikationer skabt i forbindelse med O – Overgadens udstillinger. Du forventes i denne funktion at lede den redaktionelle proces, der inkluderer dialog med eksterne skribenter, korrekturlæsere, oversættere, kunstnere, O – Overgadens kunstfaglige team, såvel som O – Overgadens grafiske designere.
Som O – Overgadens kunstfaglige administrator vil du arbejde tæt sammen med O – Overgadens team, som består af leder/chefkurator, kurator/projektkoordinator, kommunikationsansvarlig og teknisk ansvarlig såvel som en række timeansatte (fra udstillingsværter til installationsteam) og et eksternt bogholderi samt et eksternt grafisk designbureau.
Vi leder efter dig, der:
- Har en relevant uddannelse og længere koordinerende og administrerende erfaring fra kulturinstitutioner eller kulturprojekter – gerne med specifikt kendskab til den danske samtidskunstscene og det omkringliggerne fondsmæssige landskab.
- Har dokumenteret erfaring som tovholder for større budgetter og administrativt ansvar.
- Har særdeles gode kommunikationsevner skriftligt og mundtligt – på både dansk og engelsk.
- Har erfaring med koordinering af redaktionelle processer, helst fra andre kunst- og kulturudgivelser, og gerne også selv med at oversætte og læse korrektur.
- Kan bidrage positivt til udvidelsen af et lille team og er komfortabel med et tæt samarbejde med ledelsen.
- Er fleksibel i din tilgang til arbejdet på en lille, men travl og ambitiøs kunstinstitution, hvor alle må give en hånd med, når det behøves.
Praktisk:
Stillingen er i udgangspunktet slået op som en halvtidsstilling med 18,75 timer ugentligt i gennemsnit – som typisk lægges tirsdag, onsdag og torsdag ca. 09-15. Der må påregnes aften- og weekendarbejde, eksempelvis op mod deadlines. Løn efter aftale og kvalifikationer. Stillingen er til besættelse fra 1. april 2026 – og ophører 31. marts 2027 med mulighed for forlængelse.
– Ansøgningsfrist er d. 4. marts kl. 12.00
Ansøgningen skal indeholde motivation for ansøgning (max 2 sider) samt CV (max 3 sider) og bedes sendt til: overgaden@overgaden.org med emnet: Kunstfaglig Administrator
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at rette henvendelse til O – Overgadens leder: Rhea Dall: rd@overgaden.org
Om O – Overgaden:
O – Overgaden præsenterer årligt omkring otte store udstillinger samt en lang række kunstnersamtaler, performances, filmvisninger og debatter. O – Overgaden har, siden sin oprettelse af Kulturministeriet i 1986, haft som sit fokus at vise og udbrede kendskabet til nye og eksperimenterende kunstnerskaber. Fra sin unikke beliggenhed i imponerende industrilokaler ved Christianshavns kanal er O – Overgaden – som den eneste institution i det danske kunstlivs økosystem – alene dedikeret til det danske kunstfelts kontinuerlige udvikling. Gennem husets traditionsrige Open Call skabes en vital åre for at støtte og løfte nye kunstneriske positioner og samtaler ind i det mere etablerede danske kulturliv.










