16 okt. 2022
nyhed
Nye publikationer efterår 2022
På denne side:

For hver soloudstilling i huset, producerer O – Overgaden en publikation der skal være med til at udvide samtalerne omkring de enkelte udstillinger og skabe grundlag for, at der kan produceres nyt, relateret materiale, ved at lade publikationerne være lette at tilgå selv langvejs fra.

Vi er glade for nu at kunne annoncere de to nyeste udgivelser i forbindelse med Rovhistorier af Marie Kølbæk Iversen og Knots of Ecphore af Helene Nymann: klik HER for at læse begge publikationer gratis.

 I den nye publikation som akkompagnerer Marie Kølbæk Iversens udstilling Rovhistorier, indgår Iversen i to samtaler. En med kunstner Adam Khalil, medskaber af New Red Order, som dykker ned i spørgsmål om oprindelige kulturers viden, transkulturel udveksling og mytologiske skabninger. Den anden samtale med marinbiolog Julius Nielsen fokuserer på Grønlandshajen og dennes relation til tidsperspektivet i menneskelige livscyklusser. Publikationen indeholder ligeledes essayet ”Ulm og dem der vandrer” af Emmy Laura Pérez Fjalland, der udfolder en poetisk tidsrejse gennem naturlige og sociale landskaber på den vestjyske hede, mens digtet ”Ode til Danaiderne” af Aqqaluk Lynge kritisk adresserer Danmarks kolonisering af Grønland.

I den nye publikation som akkompagnerer Helene Nymanns udstilling Knots of Ecphore, er Nymann i samtale med sin sparringspartner gennem mange år, den USA-baserede norske forfatter Siri Hustvedt, om kunstnerisk forskning, erindring og neuroplasticitet. Publikationen indeholder også en række besvarelser givet under mikrofænomenologiske interviews, udført som forberedelse til udstillingen på O – Overgaden af Helene Nymann, med danserne fra videoværket Kluddermor (2022). Endelig har antropolog Joe Dumit bidraget med essayet ”Ekforiserende påmindelser” om lagrede minder og processen omkring at blive bevidst om dem.

Den printede udgave af publikationen, der inkluderer en unik plakat, kan købes på O – Overgaden (DK/UK) for 50 DKK.

Redaktør: Nanna Friis
Grafisk design: Fanfare